Vi søger …
en kirkebogsførende sognepræst til et sogn med masser af liv og opbakning til kirkens aktiviteter.
- Hvis du forkynder nærværende og vedkommende – for både børn og voksne
- Hvis du vil arbejde med på evangeliets sag i en by, hvor kirke- og foreningsliv står stærkt
- Hvis du vil indgå i et godt team med pastoratets øvrige præster
– så bør du læse videre, for at se, om du er den præst vi søger!
For et års tid siden blev Sunds Sogn lagt sammen med fem sogne nord for byen, sådan at pastoratet nu omfatter Sunds, Haderup, Feldborg, Grove, Simmelkær og Ilskov sogne. Du bliver kirkebogsfører for alle seks sogne og skal indgå i tjenesteteam med de tre øvrige præster:
- Sigrid Marcussen, som er 50% sognepræst i Sunds og 50% stiftspræst for medier og kommunikation i Viborg Stift
- Betty Marie From Jensen, sognepræst med primær tjeneste i Grove, Simmelkær og Ilskov sogne
- Christian Kjær Bjerre, sognepræst med primær tjeneste i Haderup og Feldborg sogne
I Sunds er der til personregistrering ansat kordegn på fuld tid. Øvrige medarbejdere tæller en kirkegårdsleder, to kirkegårdsmedarbejdere, en organist og en sognemedhjælper – alle på fuld tid.
Lidt om byen
Vi er vældig glade for vores by, hvor natur og levested går hånd i hånd. Mange siger, at har man først bosat sig i Sunds, så flytter man ikke derfra igen.
Vi er også glade for vores kirke og en levende menighed, hvor vi sammen gør en indsats for at gøre kirken til et godt sted at være. Sognet er præget af de kirkelige organisationer FDF, Ys Men, KFUM og K og Indre Mission. Vi kigger dog ikke så meget efter etiketter, men ønsker i stedet, at alle gennem kirken og vores menighed får et møde med det gode budskab om Jesus Kristus.
Sunds Kirke ligger ca. 8 km nord for Herning. Den nuværende kirke er fra 1897, men der har været kirke i Sunds siden omtrent 1200. Læs mere om kirken på Wikipedia eller ud for billederne herunder.
Byen har udviklet sig drastisk siden 1970′erne, og indbyggertallet er fordoblet på bare 40 år. I dag bor her godt 4.500 mennesker, og de kan blandt andet nyde godt af et rigt skole- og institutionsliv og et stort udbud af aktiviteter for børn, unge og seniorer.
Også i kirken sigter vi efter at gøre paletten af tilbud bred – centrum for vores aktiviteter er selvfølgelig gudstjenesten om søndagen, hvor alle er velkommen, men derudover kan man i Sunds Kirke støde på
- Babyrytmik
- Legestue
- Minikonfirmandundervisning
- Korarbejde
- Sognecafé
- Sogneaftner
… og meget mere.
Du bliver med andre ord præst i et sogn med en bred vifte af aktiviteter for unge og ældre og dem midt i mellem, men hvor der også er plads til, at du sætter dit præg på kirkelivet.
Vi glæder os til at se din ansøgning.
Ansøgningsfrist: Mandag den 8. september 2014
Fakta
Folketal
I pastoratet er der 7.565 folkekirkemedlemmer / 8.294 indbyggere (efter 1.august 2013).
Sunds sogn: 4.214 folkekirkemedlemmer / 4.528 indbyggere.
Kirken
Sunds Kirke er fra 1897, og er udvidet flere gange. Første gang i 1944, hvor koret mod øst blev udvidet, og korsarmen mod nord tilføjet. I 1984 kom den sydlige korsarm til.
Der er ca. 230 siddepladser.
Kirken er netop istandsat og der er indsat et nyt orgel med 25 stemmer, leveret af orgelfirmaet P. G. Andersen & Bruhn. Kirken blev genåbnet 13. april 2014.
Afstand kirkegård – krematorium
Kirkegården ligger i forbindelse med kirken. Afstand til nærmeste krematorium er ca. 25 km.
Kirkegang
Der er god og stabil kirkegang i sognet
Menighedsrådet
Der er 9 valgte medlemmer i menighedsrådet – alle valgt ved afstemningsvalg
Arbejdsforhold
I sognet er der aktivt arbejde i FDF-kreds, Indre Mission, KFUM & KFUK, Y’s Men’s Club, Y’s Menette Club og hertil et mangfoldigt foreningsliv.
Sunds Kirkes Sognegård benyttes flittigt til konfirmander, minikonfirmander, babyrytmik m.m.
Indre Mission, KFUM & KFUK samt Sunds Y’s Mens Club, bruger sognegården, og hertil kommer en række lokale foreninger, der ligeledes lejlighedvis anvender lokalerne.
Sognegården må ikke anvendes til private fester og kommercielle arrangementer.
Ud over kirkens egne arrangementer, benyttes sognegården hvert år af ca. 10.000 brugere
2 tirsdage om måneden holdes der gudstjeneste på plejehjemmet ”Søglimt”, som er nabo til kirken.
I pastoratet er der 3,5 præstestillinger, hvoraf 1,5 præstestilling har primær tjeneste i Sunds sogn. Der vil blive udarbejdet regulativ for præstestillingerne i pastoratet.
Der er ansat fuldtids kordegn, som samtidig er sekretær for menighedsrådet, udvalg og præster.
Der er ansat sognemedhjælper og organist. Begge på fuld tid.
Rytmisk juniorkor, ungdomskor samt lejlighedskor (decemberkor).
Kirkegårdsleder på fuld tid. To kirkegårdsmedhjælpere.
Kirkebladet udkommer fire gange årligt. Ansvarshavende redaktør for kirkebladet er kordegnen, der fremstiller bladet i samarbejde med et redaktionsudvalg og kirkens præster.
Kirken har en velfungerende hjemmeside, der redigeres af en webmaster i samarbejde med kirkens præster.
Boligforhold
Der er knyttet boligpligt til embedet. Beliggenhed: Strandvejen 1, 7451 Sunds. Byggeår: 1923. Boligen er i god stand, hovedrenoveret i 2012. Tegltag / ydervægge er mursten
Bebygget areal: 322 kvm. Udnyttet tagetage: 135 kvm. Konfirmandstue m.m.: 143 kvm. Antal værelser: 8. Bad: 2. Opvarmning fjernvarme årlig ca. 22.000 kr. Vand forbrug ca. 2.500 kr. El forbrug ca. 9.000 kr. Hvidevarer i god kvalitet.
Til præsteboligen er knyttet en konfirmandstue som benyttes til konfirmandundervisning og lejlighedsvis til andre arrangementer. Afstand til sognegård/kirke: 250 m.
Afstande
Der er 2 folkeskoler i Sunds – 0. til 9. klasse. Begge inden for 1 km fra præstegården. Herning Gymnasium: Ca. 8 km. Bus til Herning fra Sunds Hovedgade (timedrift). Indkøbsmuligheder i Sunds: 3 dagligvarebutikker
Beskatningsprocent til kommune og kirke
Herning Kommune 24,9 %, Kirke 0,99 %.
Besøg
Interesserede er også velkommen til at kontakte provst for Herning Nordre Provsti, Asger Grove Korsholm, Tlf. 9713 1142, Mobil: 4036 4236 E-maiL: agko@km.dk for yderligere oplysninger.
Aftale om besøg for interesserede ansøgere skal ske til menighedsrådsformand Knud Erik Hansen – tlf. 2360 3676 eller mail ke@lundtofte.dk – der ligeledes svarer på spørgsmål vedr. stillingen.