Her i den for vores kirke mindre aktive sæson, tilbyder vi her på hjemmesiden at fornøje læseren med lidt lokal kirkehistorie.
Ved Sunds Kirkes 100 års jubilæum i 1997 udgav menighedsrådet bogen “Kirken ved søen” skrevet af tidl. chefredaktør på Herning Folkeblad, Mogens Bendixen.
I den beretter han bl.a. om nogle af de mere excentriske præster, kirken har haft gennem årene. Her et uddrag af det kapitel, hvor provst Tjørring (præst i Sunds 1621-1663) sætter en svindler på plads midt ude på Sunds Sø.
Denne præstetavle fortæller om præsterne i tiden fra 1513 til 1898, da Sunds sogn var henholdsvis sammen med Bording, var selvstændigt og endelig var sammen med Gjellerup. Om tiden sammen med Bording er præsteoplysningerne meget sporadiske. Fra bogen: “Kirken ved søen”.
En anden af Sundspræsterne, Anders Christensen Tjørring, blev provst, og han synes at have været noget af en psykolog.
En vinter blev en krøbling på en båre bragt til præstegården, hvorfra præsten – som skik var dengang – skulle befordre ham til den næste by. Præsten havde dog en mistanke om, at manden ikke var så dårlig til bens, som han foregav, men han skænkede ham alligevel en almisse.
Da krøblingen nu skulle bæres til fra præstegården til Sunds by (det nuværende Gl. Sunds), fortalte præsten, at han selv var nødt til at tage ved den ene ende af båren, og at man ville tage den direkte vej: over den isbelagte sø.
Forinden havde præsten bedt sin karl, der skulle tage ved i den anden ende, om at medbringe en økse. På den måde slæbte de nu af sted med krøblingen, indtil de var kommet vel ud på isen. Så satte præsten bården for at hvile sig, idet han sagde til staklen: “Nu er jeg træt og kan ikke bære dig længere. Men da du er en vanfør stakkel, kan du nu bekende dine synder for mig, så vil jeg forløse dig.”
Han bad derpå sin karl om med øksen at hugge gennem isen rundt om båren, så den stakkel kunne gå til bunds og dermed få en ende på sine lidelser.
I løbet af et øjeblik fik staklen nu fat på en kniv i lommen, snittede båndene over, som benene var bundet op med, og sprang op for i fuldt firspring at sætte kursen over søen i retning mod Sunds.
Båren lod præsten hænge i sin forstue til påmindelse om, at man ikke skulle prøve at narre hr. Anders i Sunds præstegård!