(Bragt i kirkebladet, marts 2014)
Af sognepræst Thomas Bank Møller
I år fejrer Det danske Bibelselskab 200 års jubilæum. Det markeres landet rundt med arrangementer af forskellig art – også i vores lokalområde, hvor man for tiden på et bibliotek nær dig kan se en vandreudstilling af gamle bibler helt tilbage til 1400-tallet. Se mere om det her.
Men hvad er det den kan, den bog, som gør, at langt de fleste har et eksemplar på hylden derhjemme, at millioner af mennesker verden over læser den, inspireres af den, finder fred eller trøst i den, vender tilbage til den, når andre muligheder er udtømte, eller bare ikke kan få nok af den og må have en daglig portion til morgenkaffen, inden dagen går i gang? Hvordan kan denne ældgamle tekst sige helt almindelige mennesker noget så mange år efter, de sidste ord i den blev skrevet? Ja, det er der nok lige så mange svar på, som der er bibellæsere, og hver har sine grunde. Men ingen kan være i tvivl om, at Bibelen kan noget særligt, noget, som ingen andre bøger kan.
Den er bogen, som uden sidestykke har haft størst indflydelse på vores sprog. Det er fra Bibelen, vi har udtryk som laban, en ørkenvandring, skriften på væggen, ramaskrig, et hoved på et fad, talent, at vaske sine hænder, at bære sit kors og mange, mange flere. Bibelen er simpelthen proppet med udtryk, som vi i dag bruger uden at tænke på, at det er dér, vi har dem fra. Billeder aflejrer sig kun i sproget, når grundmaterialet er solidt, og når tilstrækkelig mange har grundet over dem og gentaget gennem tiden. Det er sket med Bibelens historier lige fra kundskabens træ til det store dyr i åbenbaringen.
Det er også i Bibelen, vi finder inspirationskilder til måden, vi indretter vores samfund på. At hver mand ikke er sig selv nærmest, men er sin næste nærmest, er en grundbibelsk tanke, vi stadig kan se afsmitning fra i vores velfærdssamfund. I Bibelen findes der helt særlige regler for, hvordan man tager sig af ”enken og den faderløse” – altså de allersvageste i samfundet.
Mange forbinder Bibelen med alle historierne. Om Adam og Eva, Kain og Abel, David og Goliat, Noa og arken, Daniel og løverne, Jesus og disciplene, Herodes og Pilatus, osv. Historierne er grundfortællinger, noget man på én eller anden måde forbinder sig selv med og rummer muligheden for at forstå sig selv som menneske på baggrund af. Ubevidst læner vi os op af mange af historierne. Når vi står i en situation, der rummer en stor fristelse, ved vi lidt om, hvordan Adam og Eva havde det. Når vi føler, at mørket overvælder os, bliver Davids salmer levende. Når vi ser på vores elskede og oplever lykkerus, giver Højsangen os ord for, hvad det er, vi oplever.
Bibelen rummer også eksempler på det groteske og er derfor også en bog, der provokerer og fremtvinger spørgsmål. Som da Samson med de bare næver rev en løve midt over ”som var det et kid” og derefter eliminerede tusind filistre med en æselkæbe (Dom 14 og 15). Eller som da Gud giver Abraham befaling om at ofre sin søn og først i sidste øjeblik forhindrer det for at teste mandens tro (1 Mos 21). Eller som da Jesus uddriver en hær af dæmoner, som ”bad ham om at få lov” til at fare over i en flok græssende svin, der derefter styrter ud over en skrænt og drukner (Luk 8). Der er virkelig knald på farverne, når Bibelen folder sig ud. Man keder sig ikke.
Mange eventyr rummer en fortællemæssig kraft, der minder om Bibelens. Men Bibelen har et ekstra lag: Den påstår at rumme kilden til de vigtigste spørgsmål i livet: Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med det hele? Hvad sker der, når vi dør? Og skærer vi ind til benet, så er det nok i virkeligheden disse ekstra lag, der bliver ved med at drage os mod den. De lag, der sætter de største tanker og de dybeste længsler i gang. Hvad stiller vi op med det, vi læser? Om den Gud, der har skabt verden og stadig skaber livet. Om den søn, han lod føde ind i vores historie for at redde os fra undergangen. Om den ånd, der er kittet mellem kirkens mursten, og som holder sammen på os, når vi ikke kan holde sammen på os selv. Bibelens budskab giver ikke bare stof til eftertanke, men appellerer også til en reaktion.
Vores nationalfilosof Kierkegaard kaldte engang Bibelen for et kærlighedsbrev fra Gud til mennesket. Det er vældig godt sagt: Guds tilbud til os gennem Bibelens fortællinger er ren og uforfalsket kærlighed. Det er da værd at beskæftige sig lidt med. Jubilæumsår eller ikke.
