I Sunds begyndte de 80 nye konfirmander fra Sunds og Simmelkær med en kirkevandring – rundt til kirkens nøglepersoner og -funktioner.
Af K. E. Hansen
Hvad laver en kordegn, en graver, en organist, ja for den sags skyld en præst? Spørgsmålene var mange fra årets nye konfirmander i Sunds, da de onsdag i sidste uge var på kirkevandring i Sunds kirke, kirkegård og sognegård, hvor de blev meget klogere på alle de forskellige arbejdsopgaver.
Inddelt i hold, blev konfirmanderne guidet rundt mellem kirke, kapel og sognegård, hvor præster, kordegn, organist og andre, fortalte om deres fagområde.
Hvad laver en præst?
På præstekontoret var det den nye sognepræst for Grove-Simmelkær-Ilskov, Anne Førgaard, der kunne fortælle konfirmanderne, at det ikke kun er søndag formiddag i kirketiden, at præsten arbejder.
– Præsten arbejder hele ugen, præcis som alle andre der har et fuldtidsjob – ja, som præst står man faktisk til rådighed alle døgnets 24 timer, fortalte Anne Førgaard. – Vi skal naturligvis forberede den næste gudstjeneste, tale med nye dåbsforældre og med pårørende til personer der er døde og som skal begraves.
Og så skal vi forberede og gennemføre konfirmandundervisning og mange andre ting.
Anne Førgaard fortalte også de opmærksomme konfirmander om præstekjolens historie og symbolik, og om hvordan man bliver præst.

I kirken fortalte organist Elsebeth Kvistgård om kirkens nye orgel og viste et eksemplar af en orgelpibe fra et af kirkens tidligere orgler.
Hvad sker der når man dør?
De nye konfirmander kom hele vejen rundt i kirke, kirkegård og sognegård. I kirken fortalte organist Elsebeth Kvistgård om kirkens nye orgel, og gravermedhjælper Anne Marie Skipper-Jørgensen, fortalte konfirmanderne om alle de praktiske gøremål i kirken, i forbindelse med en gudstjeneste.
På kirkegården og i kapellet forklarede graver Egon Lindberg om forskellen på en begravelse og en bisættelse, og tog konfirmanderne med på en lille vandretur på kirkegården, hvor han forklarede om de forskellige typer af gravsteder. For enkelte af konfirmanderne var især den del af kirkevandringen en speciel og stærk oplevelse.

Kordegn Lone Finnerup havde fundet et par gamle, håndskrevne kirkebøger frem og fortalte om, hvordan man tidligere førte og opbevarede bøgerne. Det blev rigtig spændende, da Lone kunne klikke sig på den nye, elektroniske kirkebog og finde oplysninger på én af de tilstedeværende konfirmander – hvis nogen kunne huske deres personnummer!
Fra vugge til grav
Besøget hos kordegn Lone Finnerup på hendes kontor i sognegården, var for mange af konfirmanderne en spændende oplevelse. Her havde Lone fundet et par gamle, håndskrevne kirkebøger frem og fortalte om, hvordan man tidligere førte og opbevarede bøgerne. Det blev rigtig spændende, da Lone kunne klikke sig ind i den nye, elektroniske kirkebog og finde oplysninger på én af konfirmanderne, se hvad de hed, hvad deres forældre hed, hvor de var døbt og hvem der havde stået fadder. Det krævede dog lige, at der var én af konfirmanderne der kunne huske sit personnummer.
Hvem bestemmer?
De nye konfirmander kom hele vejen rundt i Sunds Kirke. Menighedsrådsformand Helge Andersen gav endog konfirmanderne et lille indblik i hvordan et menighedsråd arbejder og hvorledes beslutninger træffes i rådet. Ja, faktisk blev de bedt om at tage stilling til et ”konkret” forslag, der var indsendt til dem som menighedsråd. Forslaget blev sendt til afstemning – og forkastet.
Det krævede lidt ekstra mandskab, at gennemføre kirkevandringen, så medlemmer af menighedsrådet og Sunds Y’s Men’s Club trådte til som guider, og hjalp de 80 nye konfirmander fra Sunds og Simmelkær rundt og supplerede med deres viden om kirken.